Spring over navigationen

Indholdsarkiver: X-Men

De have beske Klaser

På bordet foran ham lå, på den ene side, et saftspændt, glinsende bær og, på den anden, et glitrende, skælvende mysterium. Normalt ville det ikke have været en svær beslutning, han havde altid været tosset med mysterier, men lige nu havde han på fornemmelsen, og det var jo godt nok kun en fornemmelse, at hvis han spiste bærret, ville han blive opfyldt af bærgudens (næsten) almægtige kræfter, og det kunne måske i sidste ende føre til endnu flere mysterier. Simpel matematik fik ham uden store kvababbelser til at lægge bærret ind i munden, tygge, synke og afvente åbenbaringen. Mmm, bær.

Download episode #064, en herlig trifli, her.

Der er jo ingen vej uden om, at temaet i denne episode måtte være bær. Og har man først sagt bær, må man naturligvis også sige Catwoman, der måske, måske ikke, er en superheltefilm fra 2004. Vi tager også med Huckleberry Finn og Tom Sawyer på en folkloristisk flodpramsudflugt i Mark Twains Tom Sawyer, Detective. Og så slutter vi af med lidt god, gedigen galgennonsens i BBC’s komedieserie Snuff Box. God fornøjelse.

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:28:11 – Catwoman
00:52:40 – Tom Sawyer, Detective
01:16:27 – Snuff Box
01:35:56 – Lytterpost og farvel & tak

Hvis du har lyst til at få lyst din helt egen mening op i programmet, kan du skrive en kommentar her på siden eller sende et brev til post@ddkkpodcast.dk. Og så skal du jo for resten i den kommende uge huske at synes godt om os på Facebook, så du får besked, når vi på mandag lancerer noget, som måske, måske ikke har noget med en konkurrence at gøre. Vi er tilbage igen om 14 dage, onsdag den 13. februar 2013, hvor vi har en bro, vi rigtig gerne vil sælge dig.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders

Afspil

Det startede som en fejltagelse

Syv dage uden flasker, syv flasker om dagen, dagen lang, natten lang, og så op og på arbejde. Beethoven ligger inde i sengen og hamrer bajere, mens stensuppen koger over, skriver ned og kaster op. Spændetrøjen sidder stramt om livet, men i det mindste er man fri for virkelighedens snærende bånd, og det skulle jo være så godt for fordøjelsen. Af med kasketten, af med håret, barnet ud med badevandet, for klager kan man altid få. Det gik måske nok for langsomt, men det gik dog  over, så nu er der bare verdens forfærdelige, fornedrede hæslighed at forholde sig til.

Download episode #051 så ædrueligt som muligt.

På bedste indremissionske vis tager vi i denne episode alkoholisme op som tema. Jonathan Ames har skrevet en autobiografisk tegneserie, hvori han stolt erklærer, at han er The Alcoholic, men kan han nu også leve op til det? Jack Lemmon vil jo bare så gerne præsentere Lee Remick for den fornøjelse, der er en Brandy Alexander, så hvordan kunne det gå så galt i filmen Days of Wine and Roses fra 1962? Charles Bukowski slår gækken løs som forulempet tandhjul i maskineriet i Post Office fra 1971, men har han måske væddet på den forkerte hest? God fornøjelse.

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:26:20 – Jonathan Ames: The Alcoholic
00:47:04 – Days of Wine and Roses
01:08:48 – Charles Bukowski: Post Office
01:28:52 – Lytterpost og farvel & tak

Hvis du har brug for hjælp til at komme ud af dit misbrug eller vil minde os vores glemte medmenneskelighed, så kan du skrive til jegkanstoppehvornårdetskalvære@ddkkpodcast.dk eller efterlade en kommentar her på siden. Vi vender tilbage om 14. dage, tirsdag den 14. august 2012, og der er som altid mnemotiske håndsrækninger i form af RSS, iTunes og ddkkpodcast.dk.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders

Afspil

Et brev til farmand

Han trak roligt den dampende plastikkop over til sig, efter at betjenten havde stillet den på bordet. Han varmede begge hænder på den, bemærkede den spinkle klirren, når håndjernenes kæde blev trukket hen over bordpladen. Han var fyldt med ro. Ofrene var fundet, beviserne var i hus, han var i lænker. Resten af hans tilværelse lå nu helt fast, og han var lettet over at være fri for byrden. Der var kun en ting tilbage, som plagede betjentene. Hvorfor gjorde han det? De ville aldrig få det at vide, men det eneste, han nogensinde havde ønsket sig, var et knus.

Download episode #037 for dig selv.

DDKK Podcast finder tilbage til sine rødder i en episode, der er baseret på barndomstraumer. Kan Bette Davis bruge det som undskyldning i den første psycho-biddy-film af dem alle, Robert Aldrichs What Ever Happened to Baby Jane? Har Isaac egentlig nogen grund til at flæbe så meget, spise så mange piller eller gå så meget i sin mors undertøj, som han gør i Edmund McMillen og Florian Himsls The Binding of Isaac? Og har Batmans barndomstraumer gjort ham til en stoner i Kevin Smiths Batman: The Widening Gyre?

Indholdsfortegnelse for episode #037
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:20:38 – What Ever Happened to Baby Jane
00:43:09 – The Binding of Isaac
01:06:00 – Batman: The Widening Gyre
01:31:50 – Lytterpost og farvel & tak

I forbindelse med episodens lytterpost-indslag omhandlende Black Mirror, henleder Lejla Mrgan os til Jean Baudrillards simulakrum-begreb, og vedlægger ligeledes et link. Det skal du også have.

Har du brug for at få afløb for dine egne barndomstraumer, kan du som sædvanlig gøre det via e-post, men nu er adressen snak@ddkkpodcast.dk. Du kan også kommunikere med os ved hjælp af kommentarerne her på siden.

Vi er tilbage igen om 14 dage, tirsdag den 31. januar 2012, og du bør opdatere dit RSS-feed til det nye, med mindre du bruger iTunes, Facebook eller manuelt kigger her på vores nye hjemmeside.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack & Anders

Afspil

Dr. Bolls 8 minutters berømmelse

Bank rejsestøvet af jeres klæder, vejrbidte vandringsmænd! Ryst saltet og gusen af fuldskægget, forblæste matroser! Slå alle som én ring om vort blussende bål, I trætte, I udasede, I lomme-ædere, I afgunstige. Lad for en kort stund os afperse jer jeres tid, og afpiske den barkede sårskorpe om jeres forpinte og hengemte sjæle. Korrekt! DDKK Podcast er tilbage!

Download DDKK Podcast #008 her!

Vi ved hvordan I har det. Vi har nemlig til denne episode læst X-Men: Misfits, hvor de superheroiske mutanter møder manga-formatet, hvilket vel højst kan føre til en torve-abe, eller hvad …? Dernæst genopliver vi, som ren opium for folket, den anmelderroste CAGEFIGHT, hvor dysten denne gang står mellem Alone in the Dark, af Guinness Rekordbog anerkendt som det første 3D survival horror-spil, og Alone in the Dark: Inferno, af Guinness Rekordbog anerkendt som endnu et actionspil til PS3. Hvem forlader mon buret i live? Den unge spradebasse Chuck Palahniuk har engang skrevet en bog med titlen Survivor, og i et desperat forsøg på at være ung med de unge læser og hudfletter vi den. Af særlig interesse er spørgsmålet om, hvordan man laver den perfekte bœuf bourguignon?

… Og Uwe Boll.

Indholdsfortegnelse for Episode #008!
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:08:02 – X-Men: Misfits #1
00:28:03 – Cagefight: Alone in the Dark vs. Alone in the Dark: Inferno
01:00:03 – Uwe Boll Extravaganza: Alone in the Dark + Alone in the Dark 2
01:08:44 – Survivor
01:36:19 – Lytterpost og farvel & tak

Således vederkvæget må I hellere straks skrive til vor e-post adresse eller harcelere over vor hadske retorik i de kummerlige kommentarer. Den redaktionelle beklagelse rettes i denne uge mod Uwe Bolls mor. Vi er sikre på, hun ikke gjorde det med vilje …

Og vi er bange for, at dette er begyndelsen på endnu en næsten endeløs ørkenvandring for jer, vort højtskattede publikum. I må nemlig nu vente helt til 20. december med endnu engang at indstille jeres transportable kortbølgeradioer på DDKK Podcasts frekvens eller hulkende gennemrode rodekasserne hos iTunes.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack & Anders

Afspil

3 farver er andet og mere end is

Endelig er kulminationen på den hæsblæsende hyggelige trilogi på gaden (internettet)! De mange anmelderroser og den brede kommercielle succes betyder dog ikke at redaktionen fremover vil hvile på laurbærrene.

Download DDKK Podcast #003 her!

Som dine velvillige værter har for vane har de nøje overvejet, disputeret om og harcelleret over en vifte af vidt varierede kulturelle artefakter. Den specifikke indholdsfortegnelse kan ses nedenfor, og enhver må så med sig selv afgøre hvorvidt vi vejes og findes for lette, eller om næringsbalancen er nøjagtig som ønsket:

Indholdsfortegnelse for Episode #003!
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:06:25 – Mark Z. Danielewskis Only Revolutions
00:20:50 – Krzysztof Kieślowskis Blå, Hvid og Rød
00:39:21 – Mark Evaniers Kirby: King Of Comics
01:00:50 – Puzzle Quest 2
01:21:50 – Breve fra lytterne og farvel & tak

Vi håber at I vil smage på varerne, og som sædvanlig lytter vi ivrigt og beredskabsvillige til kritik, meninger, forslag, rettelser og kommentarer. I denne uge rettes den redaktionelle undskyldning mod samtlige lyttere, fordi redaktionens ellers højteknologiske udstyr har svigtet, og udsendelsen derfor er optaget på udstyr af noget dårligere kvalitet end sædvanligt. Vi beklager de forstyrrelser dette måtte forårsage, og forventer at have alle 8 spor på vores båndoptager klar igen til næste episode.

Hæmningsløst påpasselige og præcise vil vi være tilbage med endnu en episode om præcis 14 dage, altså den 11. oktober, 2010. Vores rss-feed findes hvor det plejer, og det er meget muligt at du også kan finde os i iTunes.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack & Anders

Afspil