Spring over navigationen

Månedlige arkiver: juli 2011

Dødsdomme, desperation og dydsdragoner

En dødsdømt podcast. Desperate værter. Tilfældige emner. Et (forhåbentlig) godhjertet publikum. I sommerferiens ånd har vi valgt at stykke tilfældige brudstykker sammen til hvad der, som sædvanlig, er vores bedste episode nogensinde. Fra menneskets mest fundamentale, indre kampe til underversets knusende tyngdekraft. Fra støvede ørkenorgier til svaret på, hvorfor pödde nu hedder Wyoming Bob. Vi har radioaktivt tigerblod i årerne.

Download episode #024 i al hastværk

I dette afsnit af vor føljeton finder vi endelig ud af, hvor nødvendigt det er at have spillet Vampire: The Massacrade for at forstå Guillermo del Toros Cronos, hvor mange Supermænd der skal til for at skifte solens hjerte ud, i hvert fald hvis man spørger Grant Morrison og Frank Quiteleys uheldigt forkortede All Star Superman, samt hvorvidt man kan redde en meget kedelig film med en meget lang eksplosion, hvis man hedder Michelangelo Antonioni og lige er kommet til at lave Zabriskie Point.

Indholdsfortegnelse for episode #024
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:14:18 – Cronos
00:39:39 – All-Star Superman
01:11:48 – Zabriskie Point
01:38:45 – Lytterpost og farvel & tak

I forbindelse med lytterposten bliver vi bedt om at fortælle lidt om, hvem vi er. Når man er millionsælgende rockstjerne-radioværter behøver man selvfølgelig ikke fortælle om sig selv, man har da journalister til at udrede den slags i avisen.

Har du spørgsmål eller kritik til vor seneste præstation, håber vi at du vil sende os et brev via e-post eller skrive en meddelelse i DDKKs Salon. Vi lover at være søde ved dig. Som sædvanlig er vi tilbage om 14 dage, altså den 1. august 2011. Ønsker du at blive underrettet derom, har vi ikke et udmærket RSS-feed, en fremragende DDKK-forside eller en tilstedeværelse på det dersens iTunes.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack & Anders

Konger, kanaljer og kommunikationsproblemer

Det siges, at med store kræfter følger et stort ansvar. Det siges, at maven bliver mæt før øjnene. Det siges, at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Det siges, at man skal passe på med, hvad man ønsker sig. Det siges, at man ikke skal dømme en anden, førend man har gået ti mil i deres mokkasiner. Men passer det?

Download DDKK Podcast #023 med omtanke

For DDKK Podcasts værter er det blevet tid til at diskutere, hvorvidt Sean Connery er et tilstrækkeligt stort maskulint ikon til at ødelægge The Man Who Would Be King. Hvorvidt det japanske strategiske rollespil med den mundrette titel Valkyrie Profile: Covenant of the Plume er mere svært end det er mærkeligt, eller vice versa. Hvorvidt Death Note er den mest nervepirrende spændende anime til dato. Hvorvidt den modbydelige A God Somewheres moralske dilemmaer er interessant for personer, der har læst superhelte-tegneserier i mindre end 10 år. God fornøjelse!

Indholdsfortegnelse for Episode #023
00:00:00 – Goddag & velkommen
$C:/b:*j – The Man Who Would Be King
>-:EE:io – Valkyrie Profile: Covenant of the Plume
Pd:3:p) – Death Note
We:-p:|^ – A God Somewhere
_X:VN:Yw – Farvel & tak

* Indholdsfortegnelsen for denne episode er muligvis ikke 100% korrekt, og bare rolig, den er faktisk ikke 5 timer lang. Jeg ved ikke, hvad der er galt. Spørg Anders.

Hvis du har lyst til at diskutere aftenens episode med os, eller hvis du har gættet hvad temaet er, så kan du skrive et brev på podcast@kaffeklubben.org eller en besked i DDKKs tilforladelige Salon. Det næste afsnit udkommer den 18. juni 2011, og du kan ikke få besked via RSS, iTunes eller DDKK.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack & Anders