Spring over navigationen

Månedlige arkiver: maj 2014

Enhvers øyne skal forsvinde i deres huller

Nu sejler vi ind i mørket. Ind, gennem og hinsides det. Vi har ingen jordisk chance for at vide, hvor vi er på vej hen, men det kommer ikke til at skorte på hverken munde eller haler på denne tur, næh nej, det er direkte ind i mørkets hjerte, måske på vej til den ultimative viden, måske blot på vej til at miste det sidste af de sjæle, vi har tilbage, men visse skæbner er tilpas grumme til, at det er risikoen værd. Vi må gøre alt, hvad der står i vores magt, for at undslippe den formastelige robot og dens malabariske ordsprog!

Download episode #098 fra mørket

Temaet for denne episode er sorte huller og mørke sjæle, der jo også er en slags sorte huller, måske? Det rimer i hvert fald næsten på engelsk. Første begiver vi os mod det ukendte i rædderligt robotselskab med Disney-filmen The Black Hole. Derefter venter de knastørre sjæletæsk i det japanske actionrollespil Dark Souls 2. Og til sidst lader vi os besmitte med Charles Burns’ betændte teenagekrønike Black Hole. God fornøjelse.

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag og velkommen
00:30:52 – The Black Hole
00:54:44 – Dark Souls II
01:21:52 – Black Hole
01:48:42 – Farvel og tak

Skulle du have tabt noget i det sorte hul eller have kommentarer eller kritik til denne eller fortidens episoder, så kan du sende en besked til post@ddkkpodcast.dk eller lægge en kommentar her på siden. Vi er tilbage igen om 14 dage, onsdag den 4. juni 2014, med det næstsidste afsnit af DDKK Podcast. Hvis du vil med til det allersidste, skulle du lige læse det, der stod her.

Med venlig hilsen
Dan, Jack og Anders

Fuld af Mordbrændere og Cannibaler

I det grå inferno blusser ilden lystigt. Mordbranden er overstået, kannibalerne og de hippe unge uhyrer har mæsket sig i deres yndlingskropsdele, og kun en enkelt føderal agent klapper sig på vommen og beder om en portion til. Her gælder jungleloven, om du så befinder dig i asfaltjunglen eller den med træer: ét forkert træk, og du ender på et overdådigt spisebord, tilberedt efter den fineste franske opskrift på var-terrier, smagt til med trøfler og bourgogne. Kun hvis du er heldig, ender du på toppen af totempælen. Det gælder om at holde piben lige i munden.

Download episode #097 bid for bid

Denne gang er emnet kannibaler, og vi tager derfor fat i tarmene på mondofilmen Cannibal Holocaust, der er kendt som alle kannibalfilms Fætter Højben. Vi gransker også den pseudoromantiske hjerneædertegneserie iZombie, og til slut springer vi i tv-serien Hannibal ud i et æstetiseret pladderunivers med Mads Mikkelsen som den høfligste kannibal på den anden side af Atlanten. God fornøjelse!

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag og velkommen
00:19:38 – Cannibal Holocaust
00:45:35 – iZombie
01:02:05 – Hannibal
01:30:01 – Lytterpost og farvel og tak

Har du en opskrift på fingermadder, som du bare må dele, eller vil du gerne påpege umenneskeligheder i denne eller ældre episoder, så er du velkommen til at skrive til post@ddkkpodcast.dk eller efterlade en kommentar her på siden. Vi er tilbage igen om 14 dage, onsdag den 21. maj 2014.

Med venlig hilsen
Dan, Jack og Anders