Spring over navigationen

Månedlige arkiver: februar 2013

Som gaaer ned af Bakken, og er altid svag

Hun havde været på flugt hele sit liv, men hun vidste ikke helt fra hvad. Hendes far, den pæne mand, som kun en enkelt gang havde dolket en gangster for øjnene af hende, skjulte noget – så meget fornemmede hun. En gang havde hun kendt en kvik, ung nabodreng i dynevest, men han havde forladt hende for længe siden i selskab med en doktor. Hun havde i en kortere periode boet i Englenes By, men her var det umuligt at sove for alle de ulvehyl, der lød om natten. Men der var ikke tid til nostalgi. Nu var hun atten og ville ikke flygte længere. I stedet tog hun sin hvideste vest på, læste ALLE sine fars hemmelige bøger og gjorde det eneste, som han altid havde advaret hende imod.

Du kan downloade episode #066 fra en tavs bakketop her.

Temaet for denne episode er bakker og dale, og du kan som altid følge vores op- og nedture med tre emner, denne gang udvalgt for deres særlige forhold til havets overflade. Først taler vi om det nostalgiske adventurespil Back to the Future: The Game, som giver en underlig hul lyd, når man banker på det. Derefter trasker vi af sted til en forbandet by i Silent Hill: Revelation 3D, en skrækfilm fra 2012, som muligvis også er skrækkelig, og i MTV-serien Death Valley følger vi på mockumentarisk vis en gruppe politifolk, som beskytter en bydel i Los Angeles fra zombier, vampyrer og varulve, imens de har upassende omgang med både lig, lemmer og hinanden. God fornøjelse.

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:21:39 – Back to the Future: The Game
00:47:10 – Death Valley
01:06:35 – Silent Hill: Revelation 3D
01:33:24 – Vittighedskonkurrence og farvel & tak

Hvis du synes, at denne episode daler lidt eller vil antaste os med profetier, advarsler eller bare tips til, hvordan man vælger den rette vest, så kan du skrive en kommentar her på siden eller sende en e-post til: post@ddkkpodcast.dk. Husk at du kan synes godt om os på Facebook, så du kan blive underrettet om konkurrencer og andre kuriositeter. Vi er tilbage igen om 14 dage, 13. marts 2013.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders

Og tingede med Fattigfolk om Prisen

“Tak, det hjalp,” sagde den aldrende mand i det sorte jakkesæt, som stadig duftede svagt af kemisk rens, mens han rakte lommelærken tilbage til den unge matros, hvis skulder han støttede sig til. Efter dybfølte forsikringer hankede han igen op i kufferterne med prøverne. Den næste dør, han ringede på, blev åbnet af en korpulent herre, som kun var iført et andet menneskes amputerede ansigt. Han blev ikke inviteret indenfor, på trods af hans emfatiske “jeg kommer fra kirken.” Med et udmattet suk lagde han kufferterne tilbage i bagagerummet. Livet som skolopendersælger var langt og mørkt, men ikke uden opaler.

Du kan downloade episode #065 direkte fra sælgeren her.

Temaet for denne episode er sælgere, i omtrent så bogstavelig forstand, som det er muligt. Først avantgarde-dokumentaren Salesman fra 1968. Derpå Nintendo DS-spillet, hvor man endelig kan udleve sin drøm om at have sin egen alkymi-butik, Atelier Annie: Alchemists of Sera Island. Og så slutter vi af med Arthur Millers klassiske drama Death of a Salesman. God fornøjelse.

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:27:30 – Salesman
00:50:35 – Atelier Annie: Alchemists of Sera Island
01:06:35 – Death of a Salesman
01:33:27 – Vittighedskonkurrence og farvel & tak

Har du spørgsmål, kommentarer eller lignende epistel-øvelser, kan du skrive dem i kommentarer her på siden eller sende os et brev på post@ddkkpodcast.dk. Husk også at synes godt om os på Facebook, så du kan blive orienteret om kommende konkurrencer. Vi er tilbage igen om 14 dage, 27. februar 2013.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders