Spring over navigationen

Indholdsarkiver: Django

Og spansk var Minen, Blikket strengt

Bertil havde stået længe i sit køkken og stirret ned i den store gryde af rustfrit stål, først rædselsslagen, siden væmmet, og nu med en dyb foragt for sig selv og det tynde lag af kold sved, der dækkede hans pande. Det havde virket som en god idé at servere paella for gæsterne, og fint skulle det da være, så råvarerne skulle indkøbes frisk fra specialhandlen. Rejer mente han da også, at han altid havde holdt af, men de var nu ikke som i de gamle dage. Ikke små, sødlige, lyserøde godbidder, men hæslige, tornede krebsepsykopater. Han kastede en tallerken!

Descarga el episodio #076 aquí

Der er indført spanske tilstande i denne episode, hvor vi trænger dybt, dybt ind i Spaniens nationalånd. Vi lægger hårdt ud med den spanske kulturs fækalt fokuserede klimaks/klimakterium Mortadelo y Filemón, i Danmark bedre kendt som Flip og Flop. Dernæst præsenterer vi den perfekte kulturfusion i det danske historiske, hold- og turbaserede opdagelsesrejsende-rollespil Expeditions: Conquistador. Og til sidst skifter vi kasket, køn og kadence med Pedro Almodóvars Todo sobre mi madre. God fornøjelse!

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag og velkommen
00:26:00 – Flip og Flop
0:0:50:47 – Expeditions: Conquistador
01:18:42 – Alt om min mor
01:40:30 – Lytterpost og farvel & tak

Skulle du have lyst til at dele din bedste sombrero-historie med os, eller vil du gerne kommentere, rose eller forbistre denne eller tidligere episoder, så kan du skrive til post@ddkkpodcast.dk eller efterlade en kommentar her på siden. Vi er tilbage igen om 14 dage, onsdag den 31. juli 2013.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders

De have beske Klaser

På bordet foran ham lå, på den ene side, et saftspændt, glinsende bær og, på den anden, et glitrende, skælvende mysterium. Normalt ville det ikke have været en svær beslutning, han havde altid været tosset med mysterier, men lige nu havde han på fornemmelsen, og det var jo godt nok kun en fornemmelse, at hvis han spiste bærret, ville han blive opfyldt af bærgudens (næsten) almægtige kræfter, og det kunne måske i sidste ende føre til endnu flere mysterier. Simpel matematik fik ham uden store kvababbelser til at lægge bærret ind i munden, tygge, synke og afvente åbenbaringen. Mmm, bær.

Download episode #064, en herlig trifli, her.

Der er jo ingen vej uden om, at temaet i denne episode måtte være bær. Og har man først sagt bær, må man naturligvis også sige Catwoman, der måske, måske ikke, er en superheltefilm fra 2004. Vi tager også med Huckleberry Finn og Tom Sawyer på en folkloristisk flodpramsudflugt i Mark Twains Tom Sawyer, Detective. Og så slutter vi af med lidt god, gedigen galgennonsens i BBC’s komedieserie Snuff Box. God fornøjelse.

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:28:11 – Catwoman
00:52:40 – Tom Sawyer, Detective
01:16:27 – Snuff Box
01:35:56 – Lytterpost og farvel & tak

Hvis du har lyst til at få lyst din helt egen mening op i programmet, kan du skrive en kommentar her på siden eller sende et brev til post@ddkkpodcast.dk. Og så skal du jo for resten i den kommende uge huske at synes godt om os på Facebook, så du får besked, når vi på mandag lancerer noget, som måske, måske ikke har noget med en konkurrence at gøre. Vi er tilbage igen om 14 dage, onsdag den 13. februar 2013, hvor vi har en bro, vi rigtig gerne vil sælge dig.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders