Spring over navigationen

Indholdsarkiver: The Walking Dead

Den første sætter sin Roe i og under Jorden

Mondrian havde travet gennem sneen i timevis. Hans fødder var iskolde og så følelsesløse som de fire roer, han bar, krampagtigt knuget mod sit bryst. Manden med det underlige hoved (det lignede da egentlig lidt en roe, nu han tænkte over det) havde godt nok forklaret ham, at rejsen mod dette roernes Shangri-La var dødsdømt, men den socialistiske semit havde bare talt så begejstret for sagen! Oh, at være roernes Djengis Khan! Brandtaler havde desværre ikke overbevist stormen om at løje af, og Mondrian mærkede hidsige dolkestik de steder på sit ansigt, han stadig havde følelse i. De satans roer.

Download roe # … Jeg mener, episode #062 her.

Velkommen tilbage til DDKK Podcast! Denne gang er temaet roer. Det skulle egentlig have været vejr, men … Ja, døm selv. Først tager vi os en kærkommen roepause i Harvest Moon: Sunshine Islands, hvor spilleren får lov til at leve en roefarmers forrygende lette tilværelse på de eponyme øer. Dernæst ser vi Blood Snow, hvor James Kyson-Lee skildrer en roefarmers barske tilværelse i Appalacherne. Og endelig læser vi Will Eisners skildring af, hvordan han måtte opgive en lovende karriere som roefarmer til fordel for det underlødige erhverv som tegneserieflikker i To the Heart of the Storm. God fornøjelse!

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:17:19 – Harvest Moon: Sunshine Islands
00:36:58 – Blood Snow
01:00:55 – To the Heart of the Storm
01:18:57 – Farvel & tak

Som nævnt i podcasten, har vi igen været i avisen. Denne gang drejer det sig om Holstebro Dagblad fra den 27. december 2012, der nærmest handler om, at vi kun er ganske få stemmer fra at være Europas bedste podcast! :O Faktisk mangler vi kun din stemme, så gå ind på ddkkpodcast.dk, så vil der som det allerførste være et link til at give os masser af stjerner. Hvis du vælger kun at give os to eller tre stjerner, så har du selvfølgelig stærke meninger om fænomenet DDKK Podcast. Dem vil vi gerne høre! Skriv en kommentar her på siden eller en e-epistel til dukantagedet@ddkkpodcast.dk.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders

Afspil

Saa var jeg dog og blev en lemlested

Det var svært at få øje på den lyse side, men for whiskey-præsten lykkedes det alligevel. Godt nok havde den halsstarrige græker insisteret på at smadre alle møblerne, alle skibene, de fleste af sømændene og tre til fire af kvinderne, hvis barm han havde fundet utilstrækkelig. Lige nu trampede han rundt oppe på dækket og brølede af karsken bælg efter et græsk fruentimmer, som vist aldrig havde været om bord. Den lyse side var, for whiskey-præsten i hvert fald, at hvis han kunne undgå tandløse halvblodsindianere, så kunne han leve rimelig fedt af at fortælle om, hvad han havde set.

Du kan downloade episode #058 med egne øjne her.

Det ville næsten være en spoiler at afsløre episodens tema her, men nok mest fordi vi selv brugte det meste af den på at regne det ud. Helt sikkert er det i hvert fald, at vi har læst Graham Greenes tommelfingertrillende trosbekendelse The Power and the Glory. Vi har spillet det banalt vulgære voldsorgie God of War. Og vi har set det franske, visionære voldsorgie Martyrs. God fornøjelse!

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:17:37 – The Power and the Glory
00:33:22 – God of War
00:60:00 – Martyrs
01:33:46 – Lytterpost og farvel & tak

Så mangler vi bare, at du sender et brev til os, hvori du fortæller os, hvad du synes eller hvad du tænker på, og især hvordan vi skal reklamere for os selv nu, hvor vi er nomineret til Nordic Podcast Awards! Skriv i kommentarerne eller til etsocialrealistiskhulfyldtmedkød@ddkkpodcast.dk. Vi laver en episode mere, som vi publicerer d. 21. november 2011. Vi ses!

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders

Afspil

Et af livets mysterier

Det er aldrig meningen at havne i den slags situationer, og det er altid allerede planlagt. Man gør det aldrig med vilje, og det er altid med fuld overlæg. Hvad er svaret på sfinxens gåde? Hvad er blodet fra såret? Hvad er den ustandselige bevægelses stasis? Er intetheden udgangspunktet, endemålet eller alt og intet? Hvad er svaret på det ultimative spørgsmål?

Dowload den enigmatiske episode #042

I denne episode vil vi granske den mest seriøse tv-quiz af dem alle, BBC’s Gestapo-inspirerede Mastermind. Vi vil hige og søge efter det reneste destillat af adrenalin-inspirerende skydespil i Quake Live. Og endelig skal vi søge svarene på livets mysterier i Miike Takashis chokbuffet Visitor Q.

Indholdsfortegnelse for episode #042
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:27:38 – Mastermind
00:43:39 – Quake Live
01:00:02 – Visitor Q
01:25:58 – Lytterpost og farvel & tak

Hvis du får lyst til at spille Quake Live, så er det stadig gratis og kan spilles i din browser uden den store hjælp. Du kan tilføje DDKK Podcasts værter til din venneliste ved at søge efter henholdsvis doc_blod, SkaryMonk og p0dde.

Har du svaret på livets ultimative mysterier eller andre former for kommentarer, kan du sende dem til vores e-mail eller efterlade dem i kommentarerne her på siden. I næste episode finder vi ud af, hvordan det ville være, hvis det var jer, lytterne, som lagde programmet for vores podcasts! Det bliver om 14 dage, tirsdag den 10. april 2012, og du kan få besked via RSS, iTunes eller ddkkpodcast.dk.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders

Afspil

DDKK Podcasts 10-minutters jubilæum!

Ja, DDKK Podcast lader selvfølgelig ikke noget nymodens og useriøst som jul og nytår stjæle rampelyset, og da slet ikke fra vort tiende afsnit. Tværtimod fejrer vi det store jubilæum ved at publicere afsnittet endnu senere end vi plejer! Kom så ikke og sig, at vi aldrig gør noget for jer …

Download DDKK Podcast #010 her!

Formen på dette afsnit afviger en smule fra den sædvanlige, idet vi kun har to deciderede emner: Det ene er årets julefilm, Gremlins, og redaktionen er stærk uenige om hvorvidt den er blodig nok. Det andet er The Picture of Dorian Gray, som egentlig er skrevet af Oscar Wilde, men i dette tilfælde gælder det nu filmatiseringen fra 1945 med den væmmeligt billedskønne Hurd Hatfield i hovedrollen. Som kompensation for de få emner kan vi tilbyde en ekstra lang “runden, som ikke hedder runden” og endvidere en skøn, ustruktureret metasnak om hvordan, vi synes det er gået med de ti første afsnit.

Indholdsfortegnelse for Episode #010!
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:50:43 – The Picture of Dorian Gray
01:08:59 – Gremlins
01:23:14 – Ustruktureret metasnak og farvel & tak

Denne gang er det meget vigtigt at du blander dig i diskussionen i vores kommentarer, da vi er ulideligt spændte på at høre hvad du som lytter har syntes om de første afsnit, hvad du synes der var godt, hvad der var skidt og hvad der skal gøres anderledes. Hvis du er meget genert kan du naturligvis stadig bruge vores e-post. Det vigtigste er, at vi kommer til at høre din mening!

Med mindre lytterne forlanger, at vi nedlægger programmet, er vi tilbage igen mandag den 17. januar, 2011. Følg med i vores rss-feed, eller find os på iTunes.

Med venlig hilsen og forhåbninger om også at få brug for det tredje ciffer,
Dan, Jack & Anders

Afspil

Et skilt der står 9 på

Du fryser på perronen som svæver i det blæksorte mørke. Du venter på et tog der aldrig kommer. Der er en bænk. Der er et skilt der står 9 på. Der er en dør til et hus. Huset er i virkeligheden en podcast.

Download DDKK Podcast #009 her!

Den tomme perron står selvfølgelig for Daniel Clowes’ Ghost World, hvor makkerparret Coleslaw & Doppelmeyer er så teenagede at selv en hensygnet podcast-vært må genkalde sig sin ungdom. Toget der aldrig kommer er Joaquin Phoenix, der, præcis som i I’m Still Here, har været her hele tiden. Bænken er ligeså ubrugelig som den bænk George Stobbard undersøger igen og igen i sin søgen efter 3 € til at købe en is for i Broken Sword 2.5: Return of the Templars. Og resten er i og for sig lige meget, da den mest berømte barbar, Conan, alligevel smadrer det hele lige meget hvilket medium han befinder sig i.

Indholdsfortegnelse for Episode #009!
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:15:30 – Broken Sword 2.5: The Return of the Templars
00:30:45 – I’m Still Here
00:50:51 – Conan (Barbaren, ikke detektiven)
01:08:58 – Ghost World
01:28:15 – Lytterpost og farvel & tak

Efter at have hørt programmet vil I føle en helt naturlig trang til at skrive til os og fortælle os hvilken film manden med nunchakuerne er med i. Det kan I gøre på snak@ddkkpodcast.dk. Hvis den form for kommunikation er en smule for personlig for jer, kan I også kommentere på livet løs herunder. Den redaktionelle undskyldning tilfalder i denne uge Brendan Adkins, men uden yderligere forklaring.

Vi er tilbage før toget er det, nemlig mandag den 3. januar 2011. For den nyeste køreplan anbefaler vi altid vores RSS-feeds og/eller iTunes’ faciliteter.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack & Anders

Afspil

6 zombier senere…

Da det nye afsnit kun er 660 afsnit fra at have et ekstremt uhyggeligt nummer, er det kun passende, at det er det ekstremt uhyggelige Alle Helgens-afsnit! (cirka)

Download DDKK Podcast #006 her!

I de næste to slimede timer vil dine fordærvede og mugovergroede værter, Panik-pödde, Døds-Dan og Jammer-Jack, diskutere så morbidt modbydelige emner som zombie-genren, første afsnit af The Walking Dead, Final Fantasy: The 4 Heroes of Light (som ikke er uhyggeligt, og i øvrigt burde have været i episode 4) og den finske gyser Sauna. Gys og gru!

Indholdsfortegnelse for Episode #006!
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:09:34 – Zombie-film
00:32:48 – The Walking Dead, episode #1
01:07:17 – Final Fantasy: The 4 Heroes of Light
01:31:41 – Sauna
01:46:50 – Farvel & tak

Skulle der være enkelte overlevende efter dette, det længste og mest uhyggelige, afsnit, kan I skrive til os via e(bola)-post eller driste dig ned i det kranieklædte kaudervælsk, der er vores kommentarer. Den redaktionelle undskyldning rettes denne gang mod de mange lyttere, hvis breve vi desværre ikke fik tid til at læse op … Eller …?

DDKK Podcast rejser sig atter fra graven for at indspille episode #007 den 22. november, 2010. Føler du dig utilstrækkeligt forfulgt af vore forfærdelige farligheder, kan du underkaste dig vort RSS feed eller vor tilstedeværelse i det uhyrlige iTunes.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack & Anders

Afspil