Spring over navigationen

Indholdsarkiver: Triangle

 Nu søgte han Stringens i Geometrien

Det var den blodigste forbrydelse i Fladelands historie, og Trekant kunne ikke lade være med at føle, at han havde fået sagen, fordi cheferne ikke kunne lide ham. Han løsnede sin hypotenuse og så sig omkring. Polygonen var dækket af skarpe vinkler, stumpe vinkler, linjestykker, for mange til at tælle eller måle. Ikke til at sige, hvem offeret var. Paralellogram? Trapez? Det var ikke engang til at sige, hvor mange ofre der var. Men Trekant vidste til gengæld, hvem der gjorde det. Han havde jaget det syge svin i årevis. Offerets blæk på siden: “Alle rette vinkler er kongruente”. Euklid.

Download episode #063 retvinklet her.

Vi finder regnestokken frem og tager pulsen på den moderne geometri i denne episode, men overhovedet ikke. Det er blot en undskyldning for at tale om den trikofile varulvedetektiv, der spiller hovedrollen i mangaen Cuticle Detective Inaba, om den granatchokerede turisme i tredjepersonsskydespillet Spec Ops: The Line, og om de talrige trekløveres pærevælling i Hong Kong-krimien Triangle (2007). God fornøjelse!

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:20:34 – Cuticle Detective Inaba
00:37:25 – Spec Ops: The Line
01:03:55 – Triangle
01:22:51 – DDKK’s public service-redegørelse 2012 og farvel & tak

Mener du ikke, at summen af vores trekants vinkler er lig med 180°, eller har du mere interessante kommentarer, kan du skrive dem her på siden eller i en e-post til adressen post@ddkkpodcast.dk. Vi er tilbage igen om 14 dage, den 30. januar 2012. Og du kan ikke længere nå at give os stjerner til European Podcast Awards her.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders

Et skilt der står 9 på

Du fryser på perronen som svæver i det blæksorte mørke. Du venter på et tog der aldrig kommer. Der er en bænk. Der er et skilt der står 9 på. Der er en dør til et hus. Huset er i virkeligheden en podcast.

Download DDKK Podcast #009 her!

Den tomme perron står selvfølgelig for Daniel Clowes’ Ghost World, hvor makkerparret Coleslaw & Doppelmeyer er så teenagede at selv en hensygnet podcast-vært må genkalde sig sin ungdom. Toget der aldrig kommer er Joaquin Phoenix, der, præcis som i I’m Still Here, har været her hele tiden. Bænken er ligeså ubrugelig som den bænk George Stobbard undersøger igen og igen i sin søgen efter 3 € til at købe en is for i Broken Sword 2.5: Return of the Templars. Og resten er i og for sig lige meget, da den mest berømte barbar, Conan, alligevel smadrer det hele lige meget hvilket medium han befinder sig i.

Indholdsfortegnelse for Episode #009!
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:15:30 – Broken Sword 2.5: The Return of the Templars
00:30:45 – I’m Still Here
00:50:51 – Conan (Barbaren, ikke detektiven)
01:08:58 – Ghost World
01:28:15 – Lytterpost og farvel & tak

Efter at have hørt programmet vil I føle en helt naturlig trang til at skrive til os og fortælle os hvilken film manden med nunchakuerne er med i. Det kan I gøre på post@ddkkpodcast.dk. Hvis den form for kommunikation er en smule for personlig for jer, kan I også kommentere på livet løs herunder. Den redaktionelle undskyldning tilfalder i denne uge Brendan Adkins, men uden yderligere forklaring.

Vi er tilbage før toget er det, nemlig mandag den 3. januar 2011. For den nyeste køreplan anbefaler vi ikke længere vores RSS-feeds og/eller iTunes’ faciliteter.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack & Anders