Spring over navigationen

Indholdsarkiver: Batman: Year 100

Den første sætter sin Roe i og under Jorden

Mondrian havde travet gennem sneen i timevis. Hans fødder var iskolde og så følelsesløse som de fire roer, han bar, krampagtigt knuget mod sit bryst. Manden med det underlige hoved (det lignede da egentlig lidt en roe, nu han tænkte over det) havde godt nok forklaret ham, at rejsen mod dette roernes Shangri-La var dødsdømt, men den socialistiske semit havde bare talt så begejstret for sagen! Oh, at være roernes Djengis Khan! Brandtaler havde desværre ikke overbevist stormen om at løje af, og Mondrian mærkede hidsige dolkestik de steder på sit ansigt, han stadig havde følelse i. De satans roer.

Download roe # … Jeg mener, episode #062 her.

Velkommen tilbage til DDKK Podcast! Denne gang er temaet roer. Det skulle egentlig have været vejr, men … Ja, døm selv. Først tager vi os en kærkommen roepause i Harvest Moon: Sunshine Islands, hvor spilleren får lov til at leve en roefarmers forrygende lette tilværelse på de eponyme øer. Dernæst ser vi Blood Snow, hvor James Kyson-Lee skildrer en roefarmers barske tilværelse i Appalacherne. Og endelig læser vi Will Eisners skildring af, hvordan han måtte opgive en lovende karriere som roefarmer til fordel for det underlødige erhverv som tegneserieflikker i To the Heart of the Storm. God fornøjelse!

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:17:19 – Harvest Moon: Sunshine Islands
00:36:58 – Blood Snow
01:00:55 – To the Heart of the Storm
01:18:57 – Farvel & tak

Som nævnt i podcasten, har vi igen været i avisen. Denne gang drejer det sig om Holstebro Dagblad (nu åbenbart Folkebladet Lemvig?) fra den 27. december 2012, der nærmest handler om, at vi kun er ganske få stemmer fra at være Europas bedste podcast! :O Faktisk mangler vi kun din stemme, så gå ind på ddkkpodcast.dk, så vil der som det allerførste være et link til at give os masser af stjerner. Hvis du vælger kun at give os to eller tre stjerner, så har du selvfølgelig stærke meninger om fænomenet DDKK Podcast. Dem vil vi gerne høre! Skriv en kommentar her på siden eller en e-epistel til post@ddkkpodcast.dk.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders

DDKK Podcasts 10-minutters jubilæum!

Ja, DDKK Podcast lader selvfølgelig ikke noget nymodens og useriøst som jul og nytår stjæle rampelyset, og da slet ikke fra vort tiende afsnit. Tværtimod fejrer vi det store jubilæum ved at publicere afsnittet endnu senere end vi plejer! Kom så ikke og sig, at vi aldrig gør noget for jer …

Download DDKK Podcast #010 her!

Formen på dette afsnit afviger en smule fra den sædvanlige, idet vi kun har to deciderede emner: Det ene er årets julefilm, Gremlins, og redaktionen er stærk uenige om hvorvidt den er blodig nok. Det andet er The Picture of Dorian Gray, som egentlig er skrevet af Oscar Wilde, men i dette tilfælde gælder det nu filmatiseringen fra 1945 med den væmmeligt billedskønne Hurd Hatfield i hovedrollen. Som kompensation for de få emner kan vi tilbyde en ekstra lang “runden, som ikke hedder runden” og endvidere en skøn, ustruktureret metasnak om hvordan, vi synes det er gået med de ti første afsnit.

Indholdsfortegnelse for Episode #010!
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:50:43 – The Picture of Dorian Gray
01:08:59 – Gremlins
01:23:14 – Ustruktureret metasnak og farvel & tak

Denne gang er det meget vigtigt at du blander dig i diskussionen i vores kommentarer, da vi er ulideligt spændte på at høre hvad du som lytter har syntes om de første afsnit, hvad du synes der var godt, hvad der var skidt og hvad der skal gøres anderledes. Hvis du er meget genert kan du naturligvis stadig bruge vores e-post. Det vigtigste er, at vi kommer til at høre din mening!

Med mindre lytterne forlanger, at vi nedlægger programmet, er vi tilbage igen mandag den 17. januar, 2011. Følg ikke med i vores rss-feed, eller find os på iTunes.

Med venlig hilsen og forhåbninger om også at få brug for det tredje ciffer,
Dan, Jack & Anders