Spring over navigationen

Indholdsarkiver: The Hunger Games

Blod i benzinen

Lugten af motorolie og brændt gummi flår i Busters næsebor, mens han hektisk, forvirret og bange haster hen over slagmarken. Overalt omkring ham ligger blodplettede mavebluser, afrevet mikrofon-hår og habitjakker med oprullede ærmer, som aldrig mere vil få deres rette pastelfarver tilbage. Det forvredne jern ligner for Buster Witwicky ituflået kød, og det kræver en kraftanstrengelse at holde kvalmen tilbage. Endelig finder han den, han leder  efter, i den yderste stund. Der er ingen tid til at tale, kun et dybfølt kys med antydningen af tunge, så er alt forbi. “BUMBLEBEE, NEEEEEEEEEJ!” skriger han mod en himmel, som blot ler af hans tårer.

Download episode #044 med sømmet i bund!

I denne episode skal vi beskæftige os med en af DDKK Podcast-redaktionens absolutte spidskompetencer: biler! Vi hutler os igennem en bunke lidet hæsblæsende eller tiltalende bilkamp i PlayStation-“klassikeren” Twisted Metal. Vi studerer konsekvenserne af et kulturmøde i tegneserie-udgaven af legetøjet Transformers‘ første fire numre. Og endelig kører Dan og Jack dørtræk i en nervepirrende CAGE FIGHT med stærke elementer af FIRSERBØLLE-FIGHT, når Christine møder The Wraith.

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:21:16 – Twisted Metal
00:38:15 – Transformers
01:01:18 – CAGE FIGHT: Christine vs. The Wraith
01:39:11 – Lytterpost* og farvel & tak

Hvis du har kommentarer eller vil advisere os om et nyt og spændende potensfremmende middel, kan du skrive til os på adressen post@ddkkpodcast.dk, eller efterlade en kommentar her på siden. Vi er tilbage igen om fjorten dage, den 8. maj 2012, hvor vi gør op med modernitetens vanvittige overforbrug af farver, og du kan ikke få besked via RSS, iTunes eller ddkkpodcast.dk.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders

* Eller skulle vi kalde det “Baldur’s Gate II-diskussionen”?