Spring over navigationen

Indholdsarkiver: Jim Jarmusch

Dette Legems Fængsel kun stakket vare vil

Det sidste gode æg kiggede sig misbilligende omkring. Tilsyneladende var sumpen fri for både seje tabere og høflige landsbyboere, der altid hilste. Var han endelig fri? Han så på sit ur. Fem minutter i bar arm, polsk tid. Ingen gøen eller støj fra helikoptere. Men hvordan vidste han, at han var fri, hvis de ikke var efter ham? Havde den mystiske pige med den russiske accent alligevel været en spion? Hvor mange kaniner er der egentlig i en sump? Med et suk vendte han om. Han havde noget strikketøj tilbage i cellen, han lige så godt kunne bruge eftermiddagen på.

Download episode #086 tugtende

Denne fængslende episode handler om mennesker, der er i fængsel – eller i hvert fald har været det. En af disse er den flugtglade topspion Number 6 i den koldkrigsallegoriske britiske tv-serie The Prisoner fra 1967. Vi taler også om Jim Jarmusch-filmen Down By Law fra 1986, hvor tre fanger måske, måske ikke smeder et smukt deadpan-venskab i deres fængselscelle, og endelig taler vi om fænomenet Demolition Man i form af det licenserede SNES-spil af samme navn fra 1995. God fornøjelse!

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag og velkommen
00:28:47 – The Prisoner
00:56:29 – Down By Law
01:17:58 – Demolition Man
01:43:38 – Farvel og tak

Hvis du har en kommentar, en arrestordre eller bare vil bytte to smøger til en halv rulle toiletpapir, så er du velkommen til et skrive et brev til post@ddkkpodcast.dk eller efterlade en kommentar her på siden, før vagten kommer. Vi er tilbage igen om 14 dage, onsdag den 18. december 2013.

Med venlig hilsen
Dan, Jack og Anders

En Slurk Poesie var hip som hop

Hiphoppens vej findes i døden. Hver dag må man meditere over den uundgåelige ost. Hver dag, når ens krop og sind er i hvile, bør man meditere over emmentaler, gouda, gruyere, havarti og syntetiske osteprodukter med habanero. Man bør tænke på at spise en hel Guld-Mammen i sorg over Henry Rollins’ død. Man må filosofere over, hvorvidt sand ost findes i frygt, som Snoop Dogg ville sige, eller om D-Mobs lære om respekt som den sande ost indeholder en større, sandere sandhed. Og hver dag må man uophørligt betragte sig selv som værende ost. Dette er substansen i hiphoppens vej.

Download episode #070 med et fedt flow her.

I denne episode gør vi, hvad det nu end er, man gør med den gamle skole. Med vor store ekspertise inden for hiphop vil vi diskutere Odd Future Wolf Gang Kill Them Alls gesamtkunstwerk, som det kommer til udtryk i reality-sketchshowet Loiter Squad. Så tager vi fat i Jim Jarmusch’ adstadige, hiphoppede samurai-lystspil Ghost Dog: The Way of the Samurai. Og vi slutter af med kampspillet, der en gang for alle kan afgøre, hvem der ville vinde i en slåskamp: Tracy “Ice-T” Morrow eller Henry Rollins, Def Jam: Fight for NY. God fornøjelse!

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:25:31 – Loiter Squad
00:51:02 – Ghost Dog
01:17:36 – Def Jam: Fight for NY
01:38:37 – Lytterpost og farvel & tak

Det var alt for denne gang, og vist også alt, hvad der er at sige om hiphop, ikke? Skulle du have kommentarer eller bare et fedt beat, kan du sende det til post@ddkkpodcast.dk eller aflevere det i en kommentar her på siden. Vi er tilbage igen om 14 dage, onsdag den 8. maj 2013.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack & Anders

Blod i benzinen

Lugten af motorolie og brændt gummi flår i Busters næsebor, mens han hektisk, forvirret og bange haster hen over slagmarken. Overalt omkring ham ligger blodplettede mavebluser, afrevet mikrofon-hår og habitjakker med oprullede ærmer, som aldrig mere vil få deres rette pastelfarver tilbage. Det forvredne jern ligner for Buster Witwicky ituflået kød, og det kræver en kraftanstrengelse at holde kvalmen tilbage. Endelig finder han den, han leder  efter, i den yderste stund. Der er ingen tid til at tale, kun et dybfølt kys med antydningen af tunge, så er alt forbi. “BUMBLEBEE, NEEEEEEEEEJ!” skriger han mod en himmel, som blot ler af hans tårer.

Download episode #044 med sømmet i bund!

I denne episode skal vi beskæftige os med en af DDKK Podcast-redaktionens absolutte spidskompetencer: biler! Vi hutler os igennem en bunke lidet hæsblæsende eller tiltalende bilkamp i PlayStation-“klassikeren” Twisted Metal. Vi studerer konsekvenserne af et kulturmøde i tegneserie-udgaven af legetøjet Transformers‘ første fire numre. Og endelig kører Dan og Jack dørtræk i en nervepirrende CAGE FIGHT med stærke elementer af FIRSERBØLLE-FIGHT, når Christine møder The Wraith.

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:21:16 – Twisted Metal
00:38:15 – Transformers
01:01:18 – CAGE FIGHT: Christine vs. The Wraith
01:39:11 – Lytterpost* og farvel & tak

Hvis du har kommentarer eller vil advisere os om et nyt og spændende potensfremmende middel, kan du skrive til os på adressen post@ddkkpodcast.dk, eller efterlade en kommentar her på siden. Vi er tilbage igen om fjorten dage, den 8. maj 2012, hvor vi gør op med modernitetens vanvittige overforbrug af farver, og du kan ikke få besked via RSS, iTunes eller ddkkpodcast.dk.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders

* Eller skulle vi kalde det “Baldur’s Gate II-diskussionen”?