Spring over navigationen

Indholdsarkiver: Mark Waid

Majestætisk Harmonie udi Architecturen

Storhedsvanvid var ikke en af hans svagheder, det var en styrke. Sådan havde han i hvert fald altid selv fremlagt det. Og hvem andre end han kunne have forestillet sig det bygningsværk, der nu i månedsvis havde rejst sig for øjnene af ham? Et monumentalt værk, knejsende buer, længselsfulde søjler, linjer der forførte uden at fordærve. Og nu var hans mesterværk næsten komplet, og resten af verden ville vide, at hans storhed intet havde med vanvid at køre. Han satte med rystende hænder den sidste klods på, og jorden åbnede sig under hans fødder, da den første smuldren satte ind.

Download episode #077 strukturelt

Fundamentet for denne episode er arkitekturen. Derfor skal vi diskutere det tårnhøje fjendskab mellem Paul Newman og Steve McQueen i Det tårnhøje helvede, den indædte midtlivskrise hos papirarkitekten/knudemanden Asterios Polyp, og det fredelige landsbylivs to sider i Under the Dome. God fornøjelse!

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:28:31 – Det tårnhøje helvede
00:56:18 – Asterios Polyp
01:14:28 – Under the Dome
01:35:58 – Lytterpost og farvel & tak

Hvis du skal overbringe os en besked fra film-, kunst- eller arkitekturhistorien eller bare har lyst til at kommentere denne eller tidligere episoder af vores radiogram, så kan du skrive til post@ddkkpodcast.dk eller efterlade en kommentar her på siden. Vi er tilbage igen om 14 dage, onsdag den 14. august 2013.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders

Din sjæls tomat

Det er jo bare en kop kaffe i centeret. Helt almindeligt og ikke spor usædvanligt. Hvorfor bliver folk ved med at stirre på mig. Hvad er det, jeg gør forkert? Nu kommer en af vagterne. Åh nej, han stirrer også på mig! Hvorfor? Hvad har jeg gjort? Nej, vent, det var vist ikke mig alligevel. Nok snarere de to råbende teenagere et par borde længere henne. Han beder dem tie stille. De gør det. Det var egentlig rart, at der blev lidt mere fredeligt. Det var nok også det, de andre kiggede på.

Download episode #038 uden større ståhej

I denne episode besøger værtstrioen forbrugerkulturens højborg: Storcenteret. Vi starter henne i Amerika, hvor vi skal følge en gruppe sikkerhedsvagter i deres sindsoprivende hverdag i et af de største centre, der findes, i Mall Cops: Mall of America. Derefter finder vi ud af, hvordan det senkapitalistiske dødsrige ser ud i Nintendo DS-spillet The World Ends with You. Og endelig studerer vi zombie-apokalypsens indvirkning på VCD-branchen i Bio Zombie.

Indholdsfortegnelse for episode #038
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:26:23 – Mall Cops: Mall of America
00:51:26 – The World Ends with You
01:11:03 – Bio Zombie
01:31:34 – Farvel & tak

Vil du gerne fortælle os om dine seneste indkøb, eller bare bede os tage noget med fra kiosken, så kan du skrive en kommentar her på siden eller sende et e-brev til post@ddkkpodcast.dk. Vi er tilbage med endnu en episode om 14 dage, nemlig på selveste St. Valentinsdag, den 14. februar 2012, og du kan ikke lade dig underrette derom via vort RSS-feed, iTunes eller ved simpelthen at klikke dig ind på ddkkpodcast.dk så ofte som muligt!

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders