Spring over navigationen

Indholdsarkiver: Ghost World

DDKK Podcasts 10-minutters jubilæum!

Ja, DDKK Podcast lader selvfølgelig ikke noget nymodens og useriøst som jul og nytår stjæle rampelyset, og da slet ikke fra vort tiende afsnit. Tværtimod fejrer vi det store jubilæum ved at publicere afsnittet endnu senere end vi plejer! Kom så ikke og sig, at vi aldrig gør noget for jer …

Download DDKK Podcast #010 her!

Formen på dette afsnit afviger en smule fra den sædvanlige, idet vi kun har to deciderede emner: Det ene er årets julefilm, Gremlins, og redaktionen er stærk uenige om hvorvidt den er blodig nok. Det andet er The Picture of Dorian Gray, som egentlig er skrevet af Oscar Wilde, men i dette tilfælde gælder det nu filmatiseringen fra 1945 med den væmmeligt billedskønne Hurd Hatfield i hovedrollen. Som kompensation for de få emner kan vi tilbyde en ekstra lang “runden, som ikke hedder runden” og endvidere en skøn, ustruktureret metasnak om hvordan, vi synes det er gået med de ti første afsnit.

Indholdsfortegnelse for Episode #010!
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:50:43 – The Picture of Dorian Gray
01:08:59 – Gremlins
01:23:14 – Ustruktureret metasnak og farvel & tak

Denne gang er det meget vigtigt at du blander dig i diskussionen i vores kommentarer, da vi er ulideligt spændte på at høre hvad du som lytter har syntes om de første afsnit, hvad du synes der var godt, hvad der var skidt og hvad der skal gøres anderledes. Hvis du er meget genert kan du naturligvis stadig bruge vores e-post. Det vigtigste er, at vi kommer til at høre din mening!

Med mindre lytterne forlanger, at vi nedlægger programmet, er vi tilbage igen mandag den 17. januar, 2011. Følg med i vores rss-feed, eller find os på iTunes.

Med venlig hilsen og forhåbninger om også at få brug for det tredje ciffer,
Dan, Jack & Anders

Afspil

Et skilt der står 9 på

Du fryser på perronen som svæver i det blæksorte mørke. Du venter på et tog der aldrig kommer. Der er en bænk. Der er et skilt der står 9 på. Der er en dør til et hus. Huset er i virkeligheden en podcast.

Download DDKK Podcast #009 her!

Den tomme perron står selvfølgelig for Daniel Clowes’ Ghost World, hvor makkerparret Coleslaw & Doppelmeyer er så teenagede at selv en hensygnet podcast-vært må genkalde sig sin ungdom. Toget der aldrig kommer er Joaquin Phoenix, der, præcis som i I’m Still Here, har været her hele tiden. Bænken er ligeså ubrugelig som den bænk George Stobbard undersøger igen og igen i sin søgen efter 3 € til at købe en is for i Broken Sword 2.5: Return of the Templars. Og resten er i og for sig lige meget, da den mest berømte barbar, Conan, alligevel smadrer det hele lige meget hvilket medium han befinder sig i.

Indholdsfortegnelse for Episode #009!
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:15:30 – Broken Sword 2.5: The Return of the Templars
00:30:45 – I’m Still Here
00:50:51 – Conan (Barbaren, ikke detektiven)
01:08:58 – Ghost World
01:28:15 – Lytterpost og farvel & tak

Efter at have hørt programmet vil I føle en helt naturlig trang til at skrive til os og fortælle os hvilken film manden med nunchakuerne er med i. Det kan I gøre på snak@ddkkpodcast.dk. Hvis den form for kommunikation er en smule for personlig for jer, kan I også kommentere på livet løs herunder. Den redaktionelle undskyldning tilfalder i denne uge Brendan Adkins, men uden yderligere forklaring.

Vi er tilbage før toget er det, nemlig mandag den 3. januar 2011. For den nyeste køreplan anbefaler vi altid vores RSS-feeds og/eller iTunes’ faciliteter.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack & Anders

Afspil