Spring over navigationen

Indholdsarkiver: virkelighed.dk

Den skrabende Lyd af Hundreder Fødder

Hundrede år er lang tid at vente, især når man kun med nød og næppe kan holde sine foryngende og forskønnende dreadlocks på plads med en moderigtig, men ikke synderligt komfortabel hat. Men når det først bliver en dille at skyde sig selv det helt rigtige sted i brystet, så har våbenhandleren ingen hvile, som det gamle ordsprog lyder, og verden, den redder jo ikke sig selv. Der må helt nye kræfter til. Folk som dig og mig. Bortset fra mig. Og dig. Det er et job for klonede gymnasieelever og jo mere sprængfyldte de er med tumorer, desto bedre.

Download episode #099 hundredfold

I denne episode er temaet selvfølgelig (næsten for oplagt, vil nogle nok mene) 100. Vi har derfor set episode #100 af det amerikanske teenage-okkultistdrama Buffy The Vampire Slayer. Vi sætter det plottekniske vidunder af en 50 Cent-film, Gun, op mod de stormombruste følelsers og hvide jakkesæts holdeplads, 50 Cent-filmen All Things Fall Apart. Og til sidst forvilder vi os ud i den både magiske og realistiske jungle i Gabriel García Márquez’ One Hundred Years of Solitude. God fornøjelse.

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag og velkommen
00:32:51 – Buffy the Vampire Slayer
00:50:27 – Don’t call it a cage fight: Gun vs. All Things Fall Apart
01:20:48 – One Hundred Years of Solitude
01:48:56 – Lytterpost, og farvel og tak

Det var alt for denne omgang, ikke bare for episoden, men for podcasten, som vi kender den. Vi indspiller selvfølgelig #100 foran et direkte publikum, og DU er inviteret. Vi vil stadig meget gerne høre dine kommentarer om denne på post@ddkkpodcast.dk og de andre 98 episoder, men det bliver ikke læst op for nogen, desværre. Vi er tilbage igen for sidste gang om 14 dage, onsdag den 18. juni 2014.

Med venlig hilsen
Dan, Jack og Anders

Nu er hun syg af Arbeid, nu af Dovenhed

En travl dag på MgRonald’s har holdt Djævelen beskæftiget hele dagen, men nu er det fyraften. Han opsøger frokoststuen, hvor han godt kan lide at læse en tegneserie, inden han cykler hjem, men han opdager, at han har tabt sine briller! Han leder restauranten igennem, uden held, og bliver mere og mere fortvivlet. Hvis han bare havde et lettere job, så han ikke blev så stresset, så var det her aldrig sket! Han er lige ved ikke at tage telefonen, så slemt er det, men det er godt nyt. Han snupper sin jakke og spæner ud (brillerne ligger i jakkelommen).

Download episode #093 på deltid

I denne episode kommer redaktionen på hårdt arbejde! Vi skal slå et slag for at afskaffe graviditet ved at se Lindsay Lohans Rosetta-sten Labor Pains. Vi skal lade os blænde af den amerikanske stråleglans i Harvey Pekars eftertænksomt køkkenvaskrealistiske American Splendor. Og til sidst kaster vi os ud i Bibel-eksegese på japansk med det diabolske hverdagsdrama The Devil is a Part-Timer! God fornøjelse.

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag og velkommen
00:26:07 – Labor Pains
00:45:49 – American Splendor
01:06:41 – The Devil is a Part-Timer!
01:22:20 – Lytterpost og farvel & tak

Er der engang sket noget frygteligt for dig på arbejde, eller har du kommentarer eller kritik til denne eller nogle virkeligt gamle episoder af vores podcast, så kan du sende et brev til post@ddkkpodcast.dk eller efterlade en kommentar her på siden. Vi er tilbage igen om 14 dage, onsdag den 26. marts 2014.

Med venlig hilsen
Dan, Jack og Anders

P.S.: Baunvigs torso-forbedrende podcast findes på adressen virkelighed.dk

P.P.S.: Ekko Shortlists overflod af kortfilm findes her.