Tag det sorte med det hvide
“Det tror jeg ikke, du skal gøre.” Hans finger svævede tøvende over den store, hvide knap i et stykke tid. Udenfor glammede hundene, men den massive stenport mellem dem og kontrolrummet var urokkelig. “Sidst du trykkede på noget, blev skovhuggeren kastet gennem en sky af knivskarpe spøgelser.” Jeg vendte tilbage til at gruble over de tusindvis af potteskår, der fyldte lokalet. “Svaret må findes ved at lime disse potter sammen.” Jeg havde ikke engang talt sætningen til ende, før han kort for hovedet udbrød “tl;dr”, og trykkede på knappen.
Download episode #045 monokromt.
I denne episode byder vi på hvid støj og sort snak. Vi skal diskutere den fisefornemme franske animations-antologi Peur(s) du Noir. Vi skal sno os rundt om den japanske gyser-tegneserie Uzumaki. Og til sidst hopper vi over, hvor gærdet er mest sort/hvidt, når vi ser nærmere på det danske indie-spilhit Limbo. God fornøjelse!
Indholdsfortegnelse
00:21:00 – Peur(s) du Noir
00:39:23 – Uzumaki
01:01:41 – Limbo
01:20:50 – Sort/hvid meta-sniksnak, lytterpost og farvel & tak
Hvis du synes, vores diskussion har været for unuanceret, kan du skrive til os på spiral@ddkkpodcast.dk eller i kommentarerne her på siden. Vi bliver så glade, hvis du skriver! Lur mig, om ikke der kommer et nyt afsnit om 14 dage, den 22. maj 2012, men hvis du vil have syn for sagen, kan du ikke abonnere på os via RSS, iTunes eller eller ddkkpodcast.dk.
Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders
5 kommentar
Dan, du glemte at nævne at Superbrothers: Sword & Sworcery EP er pisse ironisk. Det tager godt nok meget af (Alt?) stemningen ud af spillet. Som om spildesignerne lige skal fortælle os hvor cool han er hele tiden.
“Jeg tror sgu jeg inddragen en spildesign-kliché i spillet, for jeg kan ikke lige finde på noget originalt”
“Men hov! Hvad nu hvis jeg kommer til at ligne en dum nørd når jeg bruger en gammel gamedesign-kliché”
“Jeg smider bare nogle hipster-ironisk meddelelser ind, så kan alle se hvor cool jeg er”
“…”
Men det første musikstykke i spillet mindende mig øjeblikkeligt om Raphael Gesquas Flashback score.
(Denne version er ikke helt lig den i spillet, men tæt på)
Tak for podcasten. Jeg vil egentlig ikke kommentere, men jeg ville hære jer, om det var muligt at optage den lidt højere fremover? Selv når min telefon er skrut helt op kan det være meget svært at høre.
We can do you one better: Næste podcast bliver ren dubstep!
tak for the heads up. Det skal vi nok se på, Tobias. Den gode/dårlige undskyldning er at ep. 45 er optaget uden at bruge Skypes indbyggede normalizer, som et forsøg på selv at få mere kontrol over lyden. Da det var første gang har jeg givet vis lavet lidt/mange fejl, men det vil der blive rettet op på, som jeg får mere/mindre styr på det.
Jack, Hvis du tager dubstep med, medbringer jeg de regnbuefarvede narhvaler (Arcus Coelestis Monodon Monoceros).
Fedt og disturbing afsnit! Jeg var overrasket over hvor lidt i kunne lide Limbo. Jeg var selv ret betaget af både gameplay, artstyle og deres måde at fortælle en historie på, på en meget spil-agtig måde. Generelt savner jeg flere spil der bruger spil-mediet mere på dets egne præmisser end det sædvanligvis er tilfældet. Hvorfor skal næsten alle spil i dag have dets historie fortalt som om det er en film?