Spring over navigationen

Indholdsarkiver: Inglourious Basterds

Og spansk var Minen, Blikket strengt

Bertil havde stået længe i sit køkken og stirret ned i den store gryde af rustfrit stål, først rædselsslagen, siden væmmet, og nu med en dyb foragt for sig selv og det tynde lag af kold sved, der dækkede hans pande. Det havde virket som en god idé at servere paella for gæsterne, og fint skulle det da være, så råvarerne skulle indkøbes frisk fra specialhandlen. Rejer mente han da også, at han altid havde holdt af, men de var nu ikke som i de gamle dage. Ikke små, sødlige, lyserød godbidder, men hæslige, tornede krebsepsykopater. Han kastede en tallerken!

Afspil

Der er indført spanske tilstande i denne episode, hvor vi trænger dybt, dybt ind i Spaniens nationalånd. Vi lægger hårdt ud med den spansk kultur fækalt fokuserede klimaks/klimakterium Mortadelo y Filemón, i Danmark bedre kendt som Flip og Flop. Dernæst præsenterer vi den perfekte kulturfusion i det danske historiske, hold- og turbaserede opdagelsesrejsende-rollespil Expeditions: Conquistador. Og til sidst skifter vi kasket, køn og kadence med Pedro Almodóvars Todo sobre mi madre. God fornøjelse!

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag og velkommen
00:26:00 – Flip og Flop
0:0:50:47 – Expeditions: Conquistador
01:18:42 – Alt om min mor
01:40:30 – Lytterpost og farvel & tak

Skulle du have lyst til at dele din bedste sombrero-historie med os, eller vil du gerne kommentere, rose eller forbistre denne eller tidligere episoder, så kan du skrive til post@ddkkpodcast.dk eller efterlade en kommentar her på siden. Vi er tilbage igen om 14 dage, onsdag den 31. juli 2013.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders

Bare en langsom aften

Der havde været stille i så mange år, at den del af nervesystemet, der opfatter begivenheder, var rustet helt fast og måtte knirke i gang som gammelt maskineri. Der var sådan set ingen begivenhed endnu, men der var en form for sitren i luften, en forudanelse, fuldstændigt udefineret og flygtig som damp. Ikke desto mindre skabte den frygt, ikke mindst fordi begivenheder var så uvante. Alle steder stod efterladte kaffekopper på terrasserne, efterladte spader i deres huller, efterladte cykler i den nærmeste busk.

Download episode #036 begivenhedsløst

Det er nytårsepisoden, og som der er tradition for, har vi skiftet et af vore emner ud med en gang ustruktureret meta-sniksnak om det forgangne år for DDKK Podcast. Inden vi når til den del, skal vi dog tale om den britiske samfundssatiriske og noget ujævne miniserie Black Mirror, og Frank Millers seneste pinlige og samfundsfjendske opus Holy Terror. God fornøjelse.

Indholdsfortegnelse for episode #036
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:30:33 – Black Mirror
00:52:28 – Holy Terror
01:17:00 – Ustruktureret meta-sniksnak
01:53:25 – Lytterpost og farvel & tak

I forbindelse med den ustrukturerede meta-sniksnak henviser vi til DDKK Podcast Public Service-redegørelse 2011, som du bør downloade og have for øje, mens du lytter til episoden. Anders henviser under diskussionen af Holy Terror til et youtube-klip med Frank Miller, som du kan se her, hvis du vil have syn for sagen.

Har du nytårsforsæt eller beretninger om moralske tømmermænd, kan du sende dem til podcast@kaffeklubben.org eller notere dem i DDKK’s Salon. Vi er som sædvanligt tilbage om fjorten dage, tirsdag den 17. januar 2012, og du kan få besked via RSS, iTunes eller DDKK.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack & Anders

Afspil