Spring over navigationen

Farvel til mesteren

Skraaaaab. Skraaaaab. Skærer lyden sig gennem luft og lys, nærer lyden mit tumultariske hjerte. Der er ingen ro og ingen riger. Der er vind og vejr og irgrønt jern. Tag et billede, det holder længe, holder evigt, holder aldrig længere end altid intet alligevel. Blod er tykkere end vand, men der er en pris, der skal betales, og hvis prøven besmittes med den mindste urenhed bliver resultatet underlødigt og underlegent og under al kritik til det sidste. Ben og gammelt tøj. Krage i lommen. En chance for at ændre alt i form af et goddag. Og et farvel. Til mesteren.

 Download mesterens afsked, episode #043, her.

Lytterne har talt, og DDKK Podcast har lyttet. Derfor skal vi i denne episode tale om fugtig køkkenvaskrealisme i det argentinske lavland i filmen La Ciénaga. Vi skal tale om de mere muntre dysfunktionelle familiefortrædeligheder i komedieserien Arrested Development. Og til sidst får vi gæster i studiet fra det ydre rum i form af Klaatu og Gnut fra science fiction-novellen Farewell to the Master. God fornøjelse.

Indholdsfortegnelse for episode #043
00:00:00 – Goddag og velkommen
00:20:38 – La Ciénaga
00:41:33 – Arrested Development
00:58:24 – Farewell to the Master
01:20:25 – Lytterpost og farvel & tak

Vi modtager med kyshånd og taksigelser dine meningers mod på adressen mos@ddkkpodcast.dk eller i kommentarerne her på siden. Vi bruger gaspedalen til at maksimere vores acceleration den 24. april 2012, og der er huskehjælp i form af både RSS, iTunes og ddkkpodcast.dk.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders

Afspil

4 kommentar

  1. Godt afsnit. Jeg var især begejstret for beskrivelsen af fugtig, argentinsk lummerhed. Dog var jeg meget mystificeret af Wyoming Bobs tese om, at fortællerstemmen i “Arrested Development” på en eller anden måde er snyd. For, Bob, jeg siger dig: Jo mere, du beskriver effekten af voice-over’en, jo mere elegant fremstår den. Sgu. Nå, men egentlig ville jeg bare lige sige tak for de længe ventede temagætningskonkurrenceførstepræmier. Jeg er glad for bogen – men mest glad for koppen.

  2. Vi er glade for at præmierne blev godt modtaget (langt om længe). Egentligt ville jeg svare på din kommentar mens vi var ‘on air’, men det ser så fjottet ud når der er en ubesvaret kommentar her på bloggen, så jeg gør det her. Og ja, den tværmediale integration er ikke helt på plads endnu…

    Siden jeg i tiderne morgen så David Lynchs filmatisering af Dune, har jeg har det meget utrygt med voice over og lignende indgreb. Senest oplevende jeg at Terrence Malicks meget roste film Tree of Life blev spoleret af interne monologer der punkterede alle dramatiske scener med en monoton udramatisk udlevering af det psykologiske drama. Det er min påstand at man ved at gennemtænke scener altid vil kunne opnå mere drama / humor / horror ved at vise hvad der sker i stedet for at fortælle hvad der sker (og det er vist ikke kun mig der har den ide)

    Derudover ser jeg det også som håndværksmæssigt underlegent. På samme måde som jeg vurderer at et Warhole tryk ikke har samme ‘værdi’ som et Lichtenstein maleri. Når man har kendskab til produktinsomstændighederne påvirker det hvilken værdi man tillægger det, og der er desværre ingen vej tilbage (selv ikke for citronmåner, røde pølser og Krudtugler).

    Så ja, Arrested Development har designet den bedste hurtigste og billigste måde at lave karakterdrevet deadpan komik på, og det er flot, og det skal de også have kredit for, hvilket jeg også tror jeg gav dem, men jeg kan stadig ikke lide det… =)

    Det var vist en form for at svar. Og igen er jeg glad for du kan bruge koppen. Det er værd at bemærke, at jeg designede den få uger inden jeg læse Holy Terror. Havde jeg læst den inden var der ALDRIG blevet produceret en DDKK Podcast – Frank Miller / DJ Jazzy Jeff & The Fresh Prince – kaffekop!

    Skål!

    • Jeg synes, det er en fejl at lave så dramatisk en overgeneralisering som “show it, don’t tell it”. Har du set Sally Potters Orlando (1992)? Det er mit yndlingseksempel på en film, hvor der er vægtige, kunstneriske grunde til netop at fortælle, snarere end at vise.

      Voiceoveren er et virkemiddel, som, bevares, kan bruges til kravle under, hvor gærdet er højest, men det kan også bruges til alt muligt fedt, for eksempel ironi, som man ikke kan vise i fortælleformen på film (ret mig, hvis jeg tager fejl), men som bliver brugt i både Arrested Development og i det noget mere overgearede eksempel Tristram Shandy: A Cock and Bull Story (2005).

      Benjamin-diskussionen kan vi tage en anden god gang.

      • Jeg formulerede mig skarpt, og åbnede op for modangreb… Det kom hurtigt og brutalt. Av!

        Men smerten er overkommelig, for jeg var ikke helt uforberedt. Jeg var bevidst om at fortællerens stemme godt kan have en positiv effekt, og at den i nogle tilfælde er det eneste korrekte valg. Jeg husker Vinden i Piletræerne som et godt eksempel. Eller Dogville, hvor den direkte litterære oversætning af manuskript til film bliver vist gennem kulisser, kapitelopdeling og ikke mindst en fortæller der skåner os for nogle af de mest ubehagelige hændelser i historien. Det virker!

        Men generelt er jeg som udgangspunkt kritisk. Fordi det tit er unødvendigt og ofte oplever jeg det det som en let genvej. På samme måde som når hovedpersonen er nødt til at tale til sig selv for at fortælle seeren hvad han føler. Hvordan eller om jeg skal argumentere for mit forhold det til det jeg kalder dårligt håndværk, er jeg ikke sikker på…

        Jeg nævnt Dune som den traumatiserende oplevelse, men når jeg tænker over det er det nok nærmer Mine Glade 60’ere:


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *