Spring over navigationen

Indholdsarkiver: Warren Ellis

Usselt Legeværk henhører til Harmonien

Mit dukkebarn, havde hun kaldt ham, før mørket faldt på. Siden da havde ponyernes rige flydt af blod, tårer og afrevne hove. Heldigvis var der ikke noget, der havde forhindret ham i at forvandle sig til en kæmpe skruetrækker og flyve sin vej. Siden da havde han søgt efter harmoniens elementer med John Waters’ halvt opløste lig som sin eneste følgesvend og en Amager-nummerplade som eneste harnisk. Det var ikke til at sige, om det gjorde nogen forskel, men måske var det ved at være på tide at opgive projektet og græsse på Lethes bredder som venner til det sidste.

Download episode #087 legesygt

DDKK Podcast går i barndom og kaster sig over legetøjet i denne episode. Således gransker vi forskellige hestearters vamle venskab i tegnefilmen My Little Pony: Friendship is Magic. Vi piller i sårene på endnu et gyserlevn fra firserne i form af den halsstarrige dukkebiografi Child’s Play. Og vi ser, om man kan samle et meningsfyldt oplevelse af superhelteklodserne i LEGO Marvel Superheroes. God fornøjelse!

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag og velkommen
00:30:42 – My Little Pony: Friendship is Magic
00:53:07 – Child’s Play
01:16:40 – LEGO Marvel Superheroes

Skulle vi uforvarende være kommet til at forsømme dit personlige yndlingslegetøj, vil du slå et slag for dig selv og de andre bronies, eller har du kommentarer til denne eller forgangne episoder, så skynd dig at skrive til post@ddkkpodcast.dk eller efterlade en kommentar her på siden. Vi er tilbage igen om 14 dage, onsdag den 1. januar 2014, med en medrivende metasniksnak om, hvad vi egentlig har udrettet i det forgangne år.

Med venlig hilsen
Dan, Jack og Anders

I sandhed grus

Og som en døende, tynd og bleg, som stolprer frem, indhyllet i et slør af gaze, ud af sit kammer, anført af de vanvittige og svagelige vandringer af sin vigende hjerne, toner DDKK Podcast frem fra det forplumrede øst, en hvid og formløs masse.

Download DDKK Podcast #012 øjeblikkeligt!

Denne uge er en konfliktfyldt omgang, så lyttere med granatchok bør skifte kanal med det samme. Den første konflikt er mellem den betagende legesyge i Shameless (UK) #1 og den totale kunstneriske fallit i Shameless (US) #1. Den næste er mellem Dans entusiastiske ekstase over Warren Ellis’ “Frankenstein’s Womb”, og Jacks mavesure fordømmelse af samme (og pödde, som er fanget midt i denne grufulde og hjerteskærende konflikt. Vil ingen tænke på pödderne?!). Så er der konflikt mellem menneskene og rumvæsnerne i UFO: Enemy Unknown/X-Com: UFO Defense, men den virkelige konflikt viser sig at være mellem menneskene og pc-spil fra 90’ernes brugergrænseflader. Vi slutter af med konflikten mellem en bitter og fordrukken Jeff Bridges og nogle sagesløse indianer-børn i Coen-brødrenes True Grit.

Indholdsfortegnelse for Episode #012
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:29:10 – Shameless
00:47:53 – Frankenstein’s Womb
01:05:01 – UFO: Enemy Unknown
01:12:57 – True Grit

Når du har lyttet til episoden vil vi enormt gerne have et brev eller en kommentar fra dig. Ja, netop fra dig. Vi vil gerne høre hvornår du grinede, hvornår du græd, hvornår du jublede og hvornår du bankede hånden gentagne gange mod muren uden at “give a shit” som Guitarjono1170 gør i pöddes profil. Eller bare for at fortælle os hvor irriterende det er, at Jack bliver ved med at sidde og puste i sin mikrofon…

Vi er tilbage igen den 14. februar 2011, og kun tiden kan vise om det bliver med en hyldestepisode til Sankt Valentin. Vi er jo kendt for at være ganske katolske. Du kan ikke få advarsler gennem et RSS-feed, gennem iTunes, men kun ved trofast at besøge ddkkpodcast.dk.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack & Anders

127.0.0.1 is the loneliest number

Efter omtrent 10 år tilbragt svævende på internettets æter får DDKK nu endelig sin første podcast!

(download episode #001)

DDKK Podcast vil hver anden mandag være at finde her på adressen, og indholdet vil være en forhåbentlig velbehagelig diskussion af forskelligt kulturstof. Dine ærbødige værter, overvært pödde, andenboss Dan og det tynde øl Jack vil diskutere alt fra TV, spil (elektroniske & bræt-), film, tegneserier, musik til bøger. Samtalen vil være sober og fornuftig, værterne vil i videst muligt omfang være ædru, og der vil blive bandet så lidt som overhovedet muligt.

Indholdsfortegnelse for Episode #001!
00:00:00 – Introduktion og Marvel Trading Card Game
00:20:00 – Absolute Planetary
00:38:00 – Dragon Quest IX: Sentinels of the Starry Skies
00:58:00 – True Blood
01:18:00 – Futurama, 6. sæson
01:35:00 – Farvel og tak

Vi håber at I kunne tænke jer at lytte med, og især at I vil kommentere og kritisere her på siden, som også kan nås ved at trykke på “Skriv en kommentar”-knappen ved siden af denne tekst. Vi vil dog på forhånd beklage de mange klik med muse, vi var ikke klar over hvor irriterende det ville være…

Hvis alt går vel mødes vi her igen om fjorten dage, mandag den 13. september i det herrens år 2010 til det næste afsnit. Hvis du er til sådan noget nymodens RSS skulle dette feed gerne kunne holde dig eller din podcast-absorber opdateret.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack & Anders