Spring over navigationen

Indholdsarkiver: Isaac Asimov

Navne glemmes som Sne, der faldt i Fjor

En rose ville dufte lige så godt, selvom den hed noget andet. Det vil gamle Billy Rystespyd i hvert fald have os til at tro, men ifølge et nok nyere ordsprog har kært barn mange navne. Deraf kan vi udlede, at det har et lettere hadet barn ikke, og dermed at jo flere navne et barn har, jo bedre et barn er det! Mit barn, Reginald Fribytter Montecarlo Delirium Excalibur Væselhvin Bob Feuerwerk Valsalva, må derfor være det bedste barn, på trods af, at han lige nu er indsmurt i resterne af 40.000 Østerbro-mødre efter en mindre dikkedar med superkræfter.

Download episode #084 navnkundigt

Sommetider hedder en ting en ting, indtil den pludselig hedder noget andet. Det er temaet for denne episode. Derfor skal vi sobert og seriøst samtale om det japanske stripperdukkehus Big Tits Zombie (også kendt som The Big Tits Dragon, The Big Tits Dragon: Hot Spring Zombies vs. Strippers 5, Big Tits Zombies – Boobs to Die For, DD Dragon, Zombie Stripper Apocalypse, Nippon Splatterotics 1 og The Big Tits Dragon 3-D). Vi skal hævne verdens uretfærdighed med olferter og sheriffstjerner i Bully (også kendt som Canis Canem Edit). Og så vi have et kort epileptisk begejstringsanfald over Alan Moores Miracleman (som i virkeligheden hedder Marvelman). God fornøjelse!

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag og velkommen
00:34:44 – Big Tits Zombie
00:53:22 – Bully
01:26:56 – Miracleman
01:50:24 – Lytterpost og farvel & tak

Det var alt for denne gang. Har du et nyt navn til pöddeAnders, en hulemandsfilm til Dan eller ubehageligt nærgående spørgsmål om Jacks forhold til Dungeon Crawl Stone Soup (eller nogen som helst andre former for kommentarer til denne eller tidligere episoder), kan du sende dem til post@ddkkpodcast.dk eller efterlade en kommentar her på siden. Vi er tilbage igen om 14 dage, onsdag den 20. november 2013.

Med venlig hilsen
Dan, Jack og Anders

Vor Bevidstheds forgiftede Sumpe

Er dette det virkelige liv? Er disse dinglende galger, gurglende dæmoner, bimlende klokker overhovedet til stede, eller foregår det hele i vore egne hoveder? Solipsisten ville hævde, at det hverken var vedkommende eller ville gøre nogen forskel, om det var det ene eller det andet, men vi overlod solipsisten til den sultne salons klaprende tænder, da vi opdagede, at Den Totale Tæge havde bidt sig fast i hans nakkehvirvler og styrede hans mindste bevægelse, så solipsisten er næppe sagen vedkommende længere. Nå. Nu gik det over. Så det var bare hallucinationer og hildesyn. Men den stakkels solipsist er desværre stadig død.

Download episode #083 indbildt

Vi har hallucineret denne episode, så derfor taler vi om toppen af 80’ernes populære hulemandsfilm, Altered States, om det eneste computerspil, hvor “for voksne” ikke betyder bryster og bandeord, Catherine, og undersøger, præcist hvilke adjektiver man skal tilføje navnet Isaac Asimov, før man kan få lov til at kalde novellen Hallucination hans. God fornøjelse.

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag og velkommen
00:32:35 – Altered States
00:56:46 – Catherine
01:16:49 – Hallucination
01:32:55 – Farvel og tak

Hvis du har haft en hallucination, så vil vi meget gerne høre om den, men vi nøjes også gerne med kommentarer og kritik til denne og tidligere episoder, og du sender bare det hele til post@ddkkpodcast.dk eller lægger en kommentar her på siden. Vi er tilbage igen om 14 dage, onsdag den 6. november 2013.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders