Spring over navigationen

Indholdsarkiver: Dallas Buyers Club

Enhvers øyne skal forsvinde i deres huller

Nu sejler vi ind i mørket. Ind, gennem og hinsides det. Vi har ingen jordisk chance for at vide, hvor vi er på vej hen, men det kommer ikke til at skorte på hverken munde eller haler på denne tur, næh nej, det er direkte ind i mørkets hjerte, måske på vej til den ultimative viden, måske blot på vej til at miste det sidste af de sjæle, vi har tilbage, men visse skæbner er tilpas grumme til, at det er risikoen værd. Vi må gøre alt, hvad der står i vores magt, for at undslippe den formastelige robot og dens malabariske ordsprog!

Afspil

Temaet for denne episode er sorte huller og mørke sjæle, der jo også er en slags sorte huller, måske? Det rimer i hvert fald næsten på engelsk. Første begiver vi os mod det ukendte i rædderligt robotselskab med Disney-filmen The Black Hole. Derefter venter de knastørre sjæletæsk i det japanske actionrollespil Dark Souls 2. Og til sidst lader vi os besmitte med Charles Burns’ betændte teenagekrønike Black Hole. God fornøjelse.

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag og velkommen
00:30:52 – The Black Hole
00:54:44 – Dark Souls II
01:21:52 – Black Hole
01:48:42 – Farvel og tak

Skulle du have tabt noget i det sorte hul eller have kommentarer eller kritik til denne eller fortidens episoder, så kan du sende en besked til post@ddkkpodcast.dk eller lægge en kommentar her på siden. Vi er tilbage igen om 14 dage, onsdag den 4. juni 2014, med det næstsidste afsnit af DDKK Podcast. Hvis du vil med til det allersidste, skal du lige læse det, der står her.

Med venlig hilsen
Dan, Jack og Anders

Qvæg Sand, hvorudi meget Guld glimrede

Retfærdigheden vil ramme dig som et lyn, kaglede det gamle fjols, mens han fægtede febrilsk med armene og sank dybere ned i kviksandet. Min død vil blive et kors, du skal bære til dine dages ende, hylede han, og Luigi kom endnu en gang til at undre sig over, hvordan i alverden hans bror var blevet så berømt. Han havde aldrig haft talent for at lære noget (ellers havde han måske vidst, at man ikke kan drukne i kviksand), og hans hysteriske anfald grænsede til tider til det psykotiske, som det spor af ihjelslagne nyfødte, han efterlod sig, vidnede om.

Afspil

Episodens tema er kviksand, og derfor har vi set den pseudonihilistiske, belgiske udkantsgyser Calvaire, spillet det vanedannende galakseblaffer-platformspil Super Mario Galaxy og læst den psykologisk vakkelvorne tankeboblekavalkade Thunderbolts. God fornøjelse!

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:37:35 – Calvaire
01:02:21 – Super Mario Galaxy
01:22:04 – Thunderbolts
01:48:42 – Lytterpost og farvel & tak

Har du brug for en hånd med at blive hevet ud af hængedyndet, eller har du kommentarer eller kritik til denne eller hedengangne episoder, så kan du sende et brev til post@ddkkpodcast.dk eller efterlade en kommentar her på siden. Vi er tilbage igen om 14 dage, onsdag den 26. februar 2014.

Med venlig hilsen
Dan, Jack og Anders