Spring over navigationen

Indholdsarkiver: Charlie Brooker

Som gaaer ned af Bakken, og er altid svag

Hun havde været på flugt hele sit liv, men hun vidste ikke helt fra hvad. Hendes far, den pæne mand, som kun en enkelt gang havde dolket en gangster foran øjnene på hende, skjulte noget – så meget fornemmede hun. En gang havde hun kendt en kvik, ung nabodreng i dynevest, men han havde forladt hende for længe siden i selskab med en doktor. Hun havde i en kortere periode boet i Englenes By, men her var det umuligt at sove for alle de ulvehyl, der lød om natten. Men der var ikke tid til nostalgi. Nu var hun atten og ville ikke flygte længere. I stedet tog hun sin hvideste vest på, læste ALLE sine fars hemmelige bøger og gjorde det eneste, som han altid havde advaret hende imod.

Du kan downloade episode #066 fra en tavs bakketop her.

Temaet for denne episode er bakker og dale, og du kan som altid følge vores op- og nedture med tre emner, denne gang udvalgt for deres særlige forhold til havets overflade. Først taler vi om det nostalgiske adventurespil Back to the Future: The Game, som giver en underlig hul lyd, når man banker på det. Derefter trasker vi af sted til en forbandet by i Silent Hill: Revelation 3D, en skrækfilm fra 2012, som muligvis også er skrækkelig, og i MTV-serien Death Valley følger vi på mockumentarisk vis en gruppe politifolk, som beskytter en bydel i Los Angeles fra zombier, vampyrer og varulve, imens de har upassende omgang med både lig, lemmer og hinanden. God fornøjelse.

Indholdsfortegnelse
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:21:39 – Back to the Future: The Game
00:47:10 – Death Valley
01:06:35 – Silent Hill: Revelation 3D
01:33:24 – Vittighedskonkurrence og farvel & tak

Hvis du synes, at denne episode daler lidt eller vil antaste os med profetier, advarsler eller bare tips til, hvordan man vælger den rette vest, så kan du skrive en kommentar her på siden eller sende en e-post til: post@ddkkpodcast.dk. Husk at du kan synes godt om os på Facebook, så du kan blive underrettet om konkurrencer og andre kuriositeter. Vi er tilbage igen om 14 dage, 13. marts 2013.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack og Anders

Afspil

Bare en langsom aften

Der havde været stille i så mange år, at den del af nervesystemet, der opfatter begivenheder, var rustet helt fast og måtte knirke i gang som gammelt maskineri. Der var sådan set ingen begivenhed endnu, men der var en form for sitren i luften, en forudanelse, fuldstændigt udefineret og flygtig som damp. Ikke desto mindre skabte den frygt, ikke mindst fordi begivenheder var så uvante. Alle steder stod efterladte kaffekopper på terrasserne, efterladte spader i deres huller, efterladte cykler i den nærmeste busk.

Download episode #036 begivenhedsløst

Det er nytårsepisoden, og som der er tradition for, har vi skiftet et af vore emner ud med en gang ustruktureret meta-sniksnak om det forgangne år for DDKK Podcast. Inden vi når til den del, skal vi dog tale om den britiske samfundssatiriske og noget ujævne miniserie Black Mirror, og Frank Millers seneste pinlige og samfundsfjendske opus Holy Terror. God fornøjelse.

Indholdsfortegnelse for episode #036
00:00:00 – Goddag & velkommen
00:30:33 – Black Mirror
00:52:28 – Holy Terror
01:17:00 – Ustruktureret meta-sniksnak
01:53:25 – Lytterpost og farvel & tak

I forbindelse med den ustrukturerede meta-sniksnak henviser vi til DDKK Podcast Public Service-redegørelse 2011, som du bør downloade og have for øje, mens du lytter til episoden. Anders henviser under diskussionen af Holy Terror til et youtube-klip med Frank Miller, som du kan se her, hvis du vil have syn for sagen.

Har du nytårsforsæt eller beretninger om moralske tømmermænd, kan du sende dem til podcast@kaffeklubben.org eller notere dem i DDKK’s Salon. Vi er som sædvanligt tilbage om fjorten dage, tirsdag den 17. januar 2012, og du kan få besked via RSS, iTunes eller DDKK.

Med venlig hilsen,
Dan, Jack & Anders

Afspil